Grøn trepart i 2026: Omlægningsplanerne skal blive til virkelighed – uden at presset på landbruget vokser
24. marts 20262026 bliver året, hvor den grønne trepart for alvor skal bevæge sig fra planer og aftaler til konkret handling.
Hovedopgaven for de lokale treparter bliver at følge op på det arbejde, der blev sat i gang i 2025. Fokus er nu at få omlægningsplanerne omsat til konkrete projekter ude i landskabet. Det stiller større krav til den enkelte landmand om overblik og rettidige beslutninger, hvor udtagningskonsulenterne og de øvrige rådgivere spiller en central rolle.
For landbruget bliver det samtidig afgørende, at denne fase ikke drukner i usikkerhed, uklare regler og nye byrder. Skal den grønne trepart lykkes i praksis, kræver det løsninger, der bygger på frivillighed, lokal opbakning og realistiske vilkår for de landmænd, der skal leve med konsekvenserne. Det forudsætter forudsigelighed og gennemsigtighed.
Fremdrift kræver klare prioriteringer – fra kommunerne
Det er kommunerne, der har ansvaret for at sætte gang i gennemførelsen af projekterne fra omlægningsplanerne. Derfor bliver det afgørende, at de prioriterer indsatserne hensigtsmæssigt – også med blik for, hvordan de påvirker den fremtidige landbrugsdrift. Formand for VKST, Sara Jul Sørensen, fortæller:
– Vi gør alt, hvad vi kan for at få kommunerne til at forstå, at de skal prioritere mest hensigtsmæssigt i forhold til en fremtidig landbrugsdrift.
VKST arbejder aktivt for at påvirke denne prioritering, så der sættes ind dér, hvor der kan opnås størst effekt – særligt gennem kvælstofreducerende tiltag som vådområder, lavbundsprojekter og andre virkemidler med dokumenteret effekt.
Samtidig er der områder, hvor landmændene selv kan tage en mere aktiv rolle.
– Via udtagningskonsulenterne kan vi forsøge at sætte skub på minivådområderne, dér hvor landmændene kan være mere aktive, fortsætter Sara Jul Sørensen.
Bedre dialog er afgørende for at lykkes
En helt central forudsætning for fremdrift er, at dialogen mellem kommuner og lodsejere fungerer i praksis.
Vi kæmper for, at kommunernes dialog med lodsejerne bliver bedre og mere inddragende
– Vi kæmper for, at kommunernes dialog med lodsejerne bliver bedre og mere inddragende, så tilliden kan vokse, og de gode projekter kan blive en realitet – og dermed undgå yderligere restriktioner på markfladen, siger Sara Jul Sørensen.
VKST arbejder derfor for, at kommunernes tilgang bliver mere inddragende og dialogbaseret, så lodsejerne oplever at blive taget med på råd – ikke blot informeret. En stærkere og mere tillidsfuld dialog er afgørende for, at de gode og frivillige projekter kan realiseres i praksis.
Uden tillid og reel inddragelse risikerer man, at projekterne går i stå – og at behovet for yderligere regulering og restriktioner på markfladen vokser. Det er i alles interesse at undgå.
Lokale projekter skal give mening i virkeligheden
Det er afgørende, at de lokale midler anvendes på en måde, der skaber reel fremdrift og ikke blot mere administration. De frivillige deltagere i treparterne spiller en central rolle, men arbejdet lykkes kun, hvis myndigheder og kommuner samarbejder tæt med lodsejerne – og anerkender, at der fortsat skal være plads til landbrugsdrift.
Treparten må heller ikke udvikle sig til udelukkende at handle om udtagning og begrænsninger. Den skal hænge sammen med et fremtidigt grundlag for produktion, udvikling og investeringer i erhvervet.
Drikkevand må ikke blive endnu en usikkerhed
Grundvandsbeskyttelse og kortlægning af sårbare områder kommer til at fylde mere i 2026. Men netop her er det afgørende, at lodsejerne ikke efterlades i tvivl om konsekvenserne af nye udpegninger og regler.
Hvis usikkerheden vokser, bliver det langt sværere at indgå frivillige aftaler – og dermed også sværere at få treparten til at fungere i praksis.
Politikerne skal sikre stabile rammer
2026 bliver derfor ikke kun et år for projekter og prioriteringer. Det bliver også et år, hvor Christiansborg og myndighederne skal levere stabile og troværdige rammer.
VKST har et klart budskab: Kvælstofreducerende tiltag skal prioriteres over indsatser med væsentligt lavere effekt. Samtidig må der skabes klarhed om blandt andet reguleringen af lavbundsjorde, hvor der fortsat er mange ubesvarede spørgsmål.
Hvis lodsejere mødes af uklare spilleregler, manglende kompensation eller risiko for nye restriktioner, risikerer det at bremse hele det lokale arbejde.
