Nyt efterafgrødekort med større og flere krav til landmænd i Østdanmark
2. oktober 2023Landbrugsstyrelsen har offentliggjort kort over det forventede efterafgrødekrav i 2024, det sker på baggrund af de nye vandplaner, som VKST har været meget kritisk over for. Ikke desto mindre er der kommet ændringer, hvor det maksimale indsatsbehov øges i 2024 til 44,2 procent.
Med offentliggørelsen af de nye krav til målrettede efterafgrøder i 2024, har Landbrugsstyrelsen nu indarbejdet den nye vandområdeplans krav til målrettede kvælstofregulering, og det betyder væsentlig flere, ekstra efterafgrøder i VKST’s område.
Efterafgrøde kravet er flyttet mod øst
Desværre er det ganske som forventet, at de store krav er flyttet fra blandt andet Nordjylland, der i sidste vandplan var hårdt ramt, til Sjælland og Øerne, hvor områder som fx Roskilde Fjord og Isefjord, nu får massive krav til efterafgrøder.
Jeg har svært ved at tro, at der pludselig er sket markante forværringer af vandmiljøet fra den ene plan til den anden
-Vi mangler stadig en god forklaring på, at Miljøstyrelsen efter to vandplaner, hvor der ikke var reduktionskrav i Isefjord og Roskilde Fjord nu trykker sømmet i bund med efterafgrøder i de områder. For jeg har svært ved at tro, at der pludselig er sket markante forværringer af vandmiljøet fra den ene plan til den anden, lyder det fra erhvervspolitisk konsulent Erik Hansen Blegmand fra VKST.
Omfordelingen mellem øst og vest er kun en del af forklaringen på en hårdere regulering. Der er også sket en reduktion af de arealer, der skal udlægge målrettede efterafgrøder, hvilket øger presset på de resterende arealer, da det totale indsatskrav er uforandret.
Se kortene med de nye efterafgrødekrav her.
Se indsatbehovet i pct. efterafgrøder i det kystvand du afvander til.
Ud over de målrettede efterafgrøder vil der også være krav om pligtige efterafgrøder samt eventuelle husdyrefterafgrøder.
Fejlen SKAL rettes for Rødsand og Bredningen
Århus Universitet erkendte i maj 2023 over for VKST, at man i arbejdet med vandplanerne, har lavet en meget stor overestimering af kvælstofudledningen fra landbruget i området omkring Rødsand og Bredningen.
Fejlen er midlertidig ikke rettet i den endelig vandplan, og der er derfor heller ikke taget højde for fejlen på kortet og i tabellen over målrettede efterafgrøder som Landbrugsstyrelsen har udsendt. Det er selvfølgelig uacceptabelt, og vi har med det samme henvendt os til Miljøstyrelsen, så det bliver rettet.
VKST vil have mere fokus på marine virkemidler
-Vi har haft flere møder med MF’ere, hvor vi har peget på, at der også skal andet end kvælstofreduktion i spil, hvis vandmiljøet skal forbedres. Landbruget har gennem årene reduceret kvælstofudledningen betydeligt, så hvis Århus Universitet og andre ikke mener, at vandmiljøet har fået det bedre, så skal der andre virkemidler til, siger Erik Hansen Blegmand.
Det er blandt andet marine virkemidler som etablering af stenrev, muslinger til filtrering af vandet og plantning af ålegræs, der bør med i vandplanerne, som anerkendte virkemidler, mener VKST.
Flere indsatskrav er på vej
Selvom kravene til målrettede efterafgrøder er øget markenat, så betyder det ikke, at der ikke er mere på vej. Der er stadig 3.000 tons N, som skal reduceres – den såkaldte udskudte indsats. Reduktionen kan ske via indsatser uden for dyrkningsfladen. Men først efter Kystvandrådenes afrapporteringer og svarene fra det internationale panel af forskere, der undersøger, om det faglige grundlag for vandplanerne er stærkt nok, kommer der en afklaring på de sidste 3.000 tons.
Derudover skal der politisk forhandles om yderligere 2.200 ton N i forbindelse med genbesøget af vandplanerne i 2024. For hver 1.000 ton N øges efterafgrødekravet med ca. 100.000 ha.