Økologer ramt af udfasning: mister 500-1.000 kr./ha
28. november 2022Fra gødningsåret 2022/23 må økologer bruge mindre konventionel husdyrgødning. De nye regler betyder, at økologer fremover må bruge 43 kg udnyttet N i konventionel husdyrgødning.
Tidligere kunne ejendomme med frøgræsproduktion og rapsdyrkning bruge op til 100 kg N, men de fleste havde en økokvote på 65 kg N/ha.
-I VKST har vi beregnet, at en typisk Sjællandsk økolog med planteavl tjener 500-1.000 kr./ha mindre i 2023, hvis han går fra 65 kg N til 43, siger Darran Andrew Thomsen, der er økologikonsulent i VKST og uddyber:
Udfasning betyder, at gødningsplanen skal være endnu skarpere
-Udfasning betyder, at gødningsplanen skal være endnu skarpere. Og beregninger viser også, at tabet er størst, hvis man ikke indretter sædskiftet og afgrødevalget efter de nye regler.
Udfasning kan udfordre samarbejde
Darran Andrew Thomsen forklarer, at udfasningen også betyder, at samarbejdet mellem økologiske planteavlere og konventionelle husdyrproducenter skal gentænkes.
-Økologen kan ikke tage den samme mængde husdyrgødning som i år, og det kan være et problem for den konventionelle husdyrproducent, siger han, men påpeger dog:
-Når det er sagt, så oplever vi, at der faktisk er rift om gyllen i lyset af høje priser på handelsgødning.
Økologer mister også ved at skulle braklægge
Økologikonsulenterne i VKST har også regnet på, hvad brak-ordningen i den nye landbrugsreform koster for økologer.
-Vi er kommet frem til et tab i DBII inden grundbetaling på 340 kr./ha. Tabet skyldes foruden mistet indtægter fra afgrøder, at der ikke er gødningskvote på arealet, fortæller Darran Andrew Thomsen.
Den nye ordning om de 4% ikke-produktive arealer træder i kraft fra 1. januar 2023.
Fremtiden er alligevel lys
De nye regler giver foruden udfasningen også nye muligheder for brug af biogasgylle og recirkulerede gødninger som Øgro og YaraSuna, som er gødningspiller lavet på kød og benmel.
Faktisk oplever økologikonsulenterne, at nogle økologer på Sjælland kan få en fremgang i resultat i 2023.
-De nye regler giver mulighed for en bedre gødningsplan og højere udbytter, hvis man bor tæt på et biogasanlæg, siger Darran Andrew Thomsen og afslutter:
-Ved brug af biogasgylle er det sammensætningen af biomasser, der definerer, hvor meget økologen må bruge på egne marker.