Opdatering om vinterrapssorter til efteråret
16. juni 2022Vi har i en tidligere udgave af Økoviden skrevet om vinterrapssorterne, der bliver udbudt til den kommende sæson.
På OrganicXseeds er det nu blevet opdateret i forhold til dette udbud. Det er her særligt vigtigt at være opmærksom på sorten Hostine. Hostine er som tidligere skrevet en hybrid. Men som den eneste er den godkendt til økologisk dyrkning.
Du skal derfor forvente, at det bliver nærmest umuligt at opnå dispensation til konventionelle hybrider, så længe DLF har denne på lager. Lageret er dog muligvis begrænset, hører vi, så det ikke kan dække alle økologiske hektar med vinterraps, der hidtil har været sået. Vi ender så muligvis ved den gamle problematik.
Hostine er ikke afprøvet under økologiske dyrkningsforhold i landsforsøgene. Men i den såkaldte værdiafprøvning i 2020 udmærkede den sig ikke negativt i forhold til andre kendte sorter. Så af den grund kan den være et forsøg værd.
Særlig opmærksomhed bør der også være på ens avlerkontrakt, hvis man har indgået en sådan med et frøfirma. Denne kan udelukke bestemte sorter eller typer, så sortsvalget ikke er frit. Vær opmærksom på det.
På OrganicXseeds er den muligvis tyske sort Akela også opført, markedsført af det tyske firma Camena Samen, men den er altså helt ukendt og kan ikke anbefales.
Yderligere oplysninger kontakt økologikonsulent Martin Hansen