Overholder du din produktionstilladelse?
5. februar 2020En øget tilvækst og slagteriernes ønske om højere slagtevægt resulterer i, at mange svineproducenter rent faktisk producerer mere, end deres godkendelse tillader.
Kører du stadig efter den gamle miljøgodkendelse i stalden, er der risici for, at du producerer mere, end godkendelsen tillader.
For i de gamle miljøgodkendelser er produktionstilladelsen fastlåst med et bestemt antal dyr og faste vægtgrænser.
– Og det er jo et problem, hvis man skal imødekomme den øgede tilvækst og de stigende krav fra slagterierne, siger Heidi Ledskov, der er miljø- og arbejdsmiljøkonsulent i VKST.
Overproduktion er en dyr fornøjelse
Hun råder derfor alle producenterne, der stadig kører med den gamle miljøgodkendelse, til at få undersøgt muligheden for en ny godkendelse.
Så få en ny godkendelse, så du kan fjerne produktionsloftet og udnytte hele potentialet i stalden
– En overproduktion er en meget dyr fornøjelse! Så få en ny godkendelse, så du kan fjerne produktionsloftet og udnytte hele potentialet i stalden, råder Heidi Ledskov.
I det nye system er det nemlig produktionsarealet, og ikke dyrenes antal og vægtinterval, der godkendes, og derfor giver en ny godkendelse mulighed for at få flere (og tungere slagtedyr) gennem stalden i forhold til nu.
– Det er derfor også en oplagt mulighed for at optimere bedriften, påpeger Heidi Ledskov.