Pension for landmænd: guide til din pension og 5 anbefalinger
2. december 2019De færreste synes nok, at pensionsopsparing er spændende. Men de fleste kan nok blive enige om, at det er vigtigt. Her får du overblik over de vigtigste begreber og 5 anbefalinger.
Her er de 3 typer pensionsopsparinger, der giver skattefordele
Helt grundlæggende findes der tre typer af pensionsordninger, der også har en række skattefordele. Det drejer sig om:
- Livrenter / alderspension: Pensionen udbetales som lige store løbende ydelser fra pensionstidspunktet til det tidspunkt, hvor den der tegnede pensionen dør
- Ratepension: Pensionen udbetales i rater over 10 år, men maksimalt i 30 år
- Aldersopsparing / aldersforsikring: Er en opsparing, der udbetales, når du bliver pensioneret eller senest 20 år efter, at du er gået på pension
Opsparing med skattefordele
Den åbenlyse fordel ved en pensionsopsparing er, at du får en større økonomisk sikkerhed den dag, hvor du går på pension. Og mens du sparer op til pensionen, får du et fordelagtigt fradrag, så du først betaler skat, den dag pensionen udbetales. På den måde kan du udskyde beskatningen af din indkomst til det tidspunkt, hvor du får udbetalt din pension.
Som landmand har du desuden mulighed for at bruge 30 pct. ordningen, der betyder, at du kan indskyde op til 30 pct. af virksomhedens overskud på en pensionsordning (livrente) samtidig med, at du får skattefradrag for beløbet.
Du har desuden mulighed for at bruge ordningen om ophørspension. Det er en særlig ordning for selvstændige, som giver dig mulighed for at indskyde en del af avancen og genvundne afskrivninger ved et salg af virksomheden på en pensionsordning.
Få en pensionsordning, der er skræddersyet til landmænd
Er du medlem af en lokal landbo- eller familielandbrugsforening og Landbrug & Fødevarer, har du adgang til Danmarks mest fordelagtige pensionsordning for landmænd. Ordningen hedder LandmandsPension og har en lang række fordele sammenlignet med de pensionsopsparinger, du kan få andre steder:
- Lave omkostninger, hvilket betyder at en større del af din indbetaling går til din pension og ikke til administration
- Flere kilder til afkast sikrer, at din opsparing vokser – også i de magre år
- Billige og fleksible forsikringer giver økonomisk sikkerhed, hvis du bliver syg eller dør før pensionsalderen
- Landmandspension kan også tegnes for ægtefælle og medarbejdere
Læs mere om LandmandsPension her.
Har du allerede en pensionsopsparing? Det kan godt betale sig at få et uforpligtigende tjek af din pension, og der kan være helt op til 20.000 – 30.000 kr. at spare ved at bruge LandmandsPension.
5 anbefalinger til dig, der endnu ikke har en pensionsopsparing
Hvis du ikke allerede er godt i gang med at spare op til pensionen, får du her 5 gode råd fra økonomikonsulent Henrik Ringo:
- Pensionsudbetalingen bør svare til 80 pct. af din nuværende indkomst. Se din pensionsprognose på pensionsinfo.dk
- Kom i gang! Jo før du kommer i gang – jo bedre. Du skal spare ca. 1,5 gange så meget op om året, hvis du først kommer i gang som 40-årig sammenlignet med, hvis du var startet som 30-årig
- Spar op i ratepension, dernæst i livrente. Ved lavere indkomster kan aldersopsparing dog være en fordel
- Husk, at du kan tegne gode forsikringer i forbindelse med din pension, eksempelvis for tab af erhvervsevne eller ved kritisk sygdom
- Få overblik over din pension og bed eventuelt din økonomirådgiver om at gennemgå pensionen og dine muligheder med dig