Såning: Falsk såbed er et godt værktøj i sukkerroer og grønsager
27. marts 2025Af økologikonsulent Emma Skov
Skal du dyrke rækkeafgrøder som roer og direkte såede grønsager, er falsk såbed et godt værktøj til at lette ukrudtsbekæmpelsen senere i sæsonen – og det har potentiale til at spare mange luge-/hakketimer.
De fleste steder er jorden tørret tilstrækkeligt op, og mange er langt med forårsarbejdet. Men tjek altid jorden og vent med jordbearbejdning, hvis der stadig er for meget fugt. Såbedet skal have god krummestruktur, med en blanding af små og lidt større jordaggregater, som giver en jævn og ensartet overflade. Det letter såarbejdet og er med til at sikre god fugt til frøet, som er en forudsætning for ensartet fremspiring.
Roer
Da sukkerroer kræver fugtighed i det øverste jordlag for at sikre spiring, skal du være påpasselig med, hvornår og hvordan du harver op til sukkerroer. Derfor er det bedst at undlade yderligere opharvninger, efter at såbedet er etableret.
I roer anbefaler vi at udskyde såningen 1-2 uger efter såbedstilberedning. Hold øje med om ukrudtet begynder at vise sig som små, hvide spirer i jorden. Samtidig skal du være meget opmærksom på at så, når jordtemperaturen er min. 12 grader og stigende samt fugten er optimal, så du får en god, ensartet fremspiring.
Såaggregater og stenplove har en god bekæmpelseseffekt over for ukrudt, som ved såning er fremspiret i rækken, og kan dermed erstatte harvning eller strigling umiddelbart før såning. Ukrudtsspiring fremskyndes ved et luftigt og varmt såbed.
Ideel sådybde er 2,4 cm til bund af sårille (2 cm til top af frø), i fugtig jord, målt fra jordoverflade. Det er bedst, at frøet placeres i ensartet dybde, da det vil sikre en ensartet fremspiring. Derfor bør såmaskinens indstillinger og sådybde kontrolleres jævnligt under såarbejdet, og frøet altid sikres kontakt med fugtig jord.
Fremkørselshastigheden bør maximalt være 6 km/time, gerne mindre, da det er afgørende for præcis og ensartet placering af frøet. Der bruges konisk sårulle, da fordybning over frø (eks. fingerrulle) vil fyldes ved blindbehandling og kan forøge fremspiringstiden ødelæggende.
Du skal sigte efter en endelig plantebestand på 75.000-80.000 planter pr. ha. Den anbefalede planteafstand for dyrkning af økologiske sukkerroer er 16 cm, mens den mest anvendte rækkeafstand er 50 cm. Det svarer til 1,25 pakke frø pr. ha (125.000 planter pr. ha). Så er der plads til, at planter går til pga. skadedyr, sygdomme og ukrudtsbekæmpelse.
Direkte såede grønsager
Skal jorden gøres klar til direkte såede grønsager, skal du naturligvis også vente, til jorden er tjenlig ift. jordfugt, men heller ikke længere. Herefter skal såbedet minimum ligge 10-12 dage og gerne op til 3-4 uger, for at opnå optimal ukrudtseffekt. Afhængig af hvor langt inde i foråret, der skal sås, kan det være nødvendigt at brænde såbedet, for at ukrudtet ikke vokser sig for stort, så det generer såmaskinen.
Falsk såbed kan holdes rent med ukrudtsbrænderen. Her køres optimalt, når det fremspirede ukrudt er på kimbladstadie. Er 2. løvblad først på vej, er effekten af brændingen ikke tilstrækkelig.
Dyrker du grønsager på bede, har det falske såbed også den effekt, at jorden ”sætter sig” igen efter den voldsomme jordbehandling, som det er at køre med bedformer/bedfræser. På den måde genetableres kapillæreffekten nedad i jorden, så du får en god fugttilførsel til det spirende frø.
Tidlige gulerødder og sætteløg kan godt sås nu, men der skal dækkes med fiberdug, for at der kommer gang i væksten, og man mister en stor del af effekten ved falsk såbed ved at være så tidligt ude, så det skal gøres med omtanke ift. den større lugeopgave, der kommer til at vente forude. Når jordtemperaturen kommer over 7 grader, bliver væksten væsentligt hurtigere.
Ukrudtsbekæmpelse før fremspiring
Efter såning kan der i roerne med god effekt følges op med blindstrigling, før bladspiren har udviklet sig – følg anvisningerne i ØkoViden+ fra uge 12.
I grønsager og roer, hvor bladspiren er udviklet, anbefaler vi at ukrudtsbrænde før fremspiring. Her er effekten størst, hvis der er løbende fremspiring af nyt ukrudt, fx hvis det har regnet efter såning. Har det ikke regnet, så tjek først, om der er nyfremspiret ukrudt at køre efter.