Sæt fart på din økonomi med en 3-trinsraket
21. juni 2019Hvis du vil tjene flere penge, og gøre dig og din virksomhed mere attraktiv over for banken, er der ingen vej uden om: Du skal ned i substansen og forholde dig til din økonomi og de rigtige nøgletal. Og det er hverken kompliceret eller tager lang tid, men det sætter skub i dine muligheder i fremtiden.
Økonomirådgiver Bente Poulsens kunder ber’ hende ofte om at dykke ned i bedriftens nøgletal sammen med dem, for tallene giver konkrete svar på, hvordan økonomien kan forbedres.
Trin 1: Skatteregnskabet
Et skatteregnskab handler for langt de fleste om, at skattebetalingen skal være så lille som mulig eller tilpasset bedst muligt til den enkelte kunde og virksomheds situation. Det er lovpligtigt og selvfølgelig skal skattebetalingen optimeres fuldt ud. Det er første skridt på vejen mod en forbedret økonomi, men det får ikke raketten til at lette, hvis man spørger økonomirådgiver Bente Poulsen:
-Det er ikke nok med et skatteregnskab, hvis du vil vide, hvor du kan tjene flere penge! Så kontant lyder det fra Bente Poulsen, der gerne ser at flere bygger videre på skatteregnskabet.
-Skatteregnskabet viser, hvad du skal betale i skat og de regnskaber vi laver i VKST er optimeret på alle mulige måder i forhold til at minimere skatten. Men hvis du vil vide, hvad du faktisk tjener, og hvor der er potentiale til at tjene mere – så er et skatteregnskab ikke tilstrækkeligt, fortæller virksomhedsrådgiveren.
Der er blandt andet forskel på måden man opgør værdien af årets omsætning og ikke mindst virksomhedens værdier i et skatteregnskab i forhold til en årsrapport, og hvis du alene styrer efter et skatteregnskab styrer du lidt groft sagt i virkeligheden efter at tjene så få penge som muligt.
-Det skal være lige omvendt. For mig og mine kollegaer handler det om, at regnskabet skal hjælpe vores kunder til at fokusere på, hvor indtjeningen kan øges, lyder det fra Bente Poulsen.
Trin 2: Årsrapporten
I modsætning til et skatteregnskab viser årsrapporten som det første værdien af den reelle omsætning i løbet af året. Dernæst og ikke mindst skal værdierne på dine aktiver som jord, bygninger, maskiner m.m. være så retvisende som muligt. Værdiansættelsen af din virksomhed er som oftest noget større i din årsrapport end i dit skatteregnskab, og på den måde kan du vise banken en langt bedre egenkapital.
– Hvis du vil vide, hvad du har tjent, så skal du have en årsrapport. Årsrapporten viser, hvor det går godt og hvor du kan gøre det bedre, og den giver et andet og mere retvisende resultat, end hvis du blot ser på skatteregnskabet, fortæller Bente Poulsen. Hvis din virksomhed består af flere driftsgrene som markbrug, husdyr, maskinstation eller lignende, kan man meget nemt opdele regnskabet, så resultatet af de enkelte driftsgrene bliver synlig.
-Alle pengeinstitutter anbefaler landbrugsvirksomheder at få lavet en årsrapport og det er også vores klare anbefaling fra VKST. Viser du en årsrapport, hvor tingene er meget mere nuancerede og du har en plan for, hvad du vil gøre, så er banken også rolig og flere oplever endda, at muligheden for at låne penge bliver større, fortæller Bente Poulsen.
Trin 3: Fraktilanalyse med benchmark
En benchmark sammenligner din virksomhed med andre og viser meget tydeligt og overskueligt, hvor du gør det godt og hvor andre virksomheder, der ligner din, gør det bedre end dig.
Bente Poulsen fortæller, at fraktilanalysens benchmark er det sidste trin til det fulde økonomiske overblik og ikke mindst vejen til at sætte ind de rigtige steder og med de rigtige tiltag. Din rådgiver gennemgår analysen sammen med dig, og I ser på de områder, hvor din virksomhed adskiller sig fra andres.
-Benchmark er til dato det bedste værktøj vi nogensinde har fået til at synliggøre potentialer på den enkelte virksomhed, og giver dermed mulighed for at sætte ind de rigtige steder, siger Bente Poulsen
Skal vi kontakte dig vedrørende en årsrapport, fraktilanalyse eller andet omkring din økonomi?
Kontakt din rådgiver eller skriv direkte til VKST