Sukkerroesorter 2026: Ikke nok såsæd af de godkendte sorter
5. februar 2026Der er ikke nok økologisk såsæd af de tre godkendte sorter til økologisk dyrkning til rådighed. Derfor har sortskommissionen givet dispensation til tre nye sorter. Læs her; forsøgsresultater fra de økologiske Landsforsøg, hvilke sorter vi anbefaler og muligheden for dispensation.
Af økologikonsulent Ninna Rieper Boesen

Billede 1. Sukkeroemark med sorten Marley sået med Farmdroid på Sjælland. Billedet er taget d. 15. maj 2025. Billede: Ninna Boesen
Du kan i tabel 1 se hvilke sorter, sukkerfabrikken har godkendt til økologisk dyrkning i 2026.
De sorter, som oprindeligt var godkendt, er Cascara KWS, Marley og Catapult.
Du nye sorter, som sortskommissionen har dispenseret for, er Hibou, Orpheus og Cameleon. Alle tre sorter er ukendte for os. Kun Orpheus har været med i de økologiske Landsforsøg i årene 2023-24 (se tabel 3).
Tabel 1. Sorter godkendt af sortskommissionen til dyrkning af økologiske sukkerroer i 2026. Kilde: www.sukkeroer.nu.
| Sort | Type | Frøfirma | Status | Kommentar |
|---|---|---|---|---|
| Cascara KWS | RT + NT | KWS Scandi | På salgsliste | Ikke egnet til tidlig såning |
| Marley | RT | Strube DS | På salgsliste | Ikke egnet til tidlig såning |
| Catapult | RT | DLF Beet Seed | Testsort | Ikke egnet til tidlig såning |
| Hibou | RT | UBS* | Dispensation | Ny Tysk sort. Ikke afprøvet i økologisk dyrkning i Danmark |
| Orpheus | RT + NT | Strube Scandinavia | Dispensation | Populær blandt tyske økologer |
| Cameleon | RT | UBS* | Dispensation | Ikke afprøvet i økologisk dyrkning i Danmark |
*SESVanderhave/Maribo
Disse egenskaber skal du gå efter, når du vælger sukkerroesort til økologisk dyrkning:
- Højt udbyttepotentiale
- Sund sort med lav modtagelighed imod sygdomme
- Hurtig fremspiring og stort bladdække – vigtigst, hvis marken har et højt ukrudtstryk
- Nematoderesistent (NT) – kun vigtigt, hvis der er nematoder i marken
Se tabel 2 og 3 for resultaterne fra Landsforsøgene med sukkerroesorter til økologisk dyrkning for 2025 og 2024 samt summeret over flere år.
Cascara KWS er førstevalg. Cascara er nemlig den sort, som har givet det bedste økonomiske resultat i de økologiske Landsforsøg i perioden 2021-23 og 2023-2025. Cascara er også den sundeste sort både ift. meldug og bederust.
Der er desværre mangel på økologisk såsæd af denne sort. Det er derfor ikke sikkert, du kan få den.
Marley er også en stabil og velkendt sort, som opnår det næstbedste økonomiske resultat af de tre udbudte sorter til 2026. Marley har over flere år vist en bedre fremspring og et større bladdække end Cascara. Den er dog lidt langsommere i fremspiring. Vil du have mere end én sort, så er Marley et godt valg.
Der er stadig økologisk såsæd af denne sort ifølge OXS, men udmeldingen er, at der ikke er nok til alle.
Catapult klarer det også fint i forsøgene og ligger på linje med Marley. Kan du få såsæd, er denne sort også fin.
Orpheus har været med i de økologiske Landsforsøg i 2023-24 men viser det næst dårligste resultat af de testede sorter i 2023-24. Den er ligesom Cascara nematoderesistent.
Udmeldingen er, at der er nok økologisk udsæd af denne sort til at dække behovet for de økologiske sukkerroeavlere i Danmark.
Miracula har gjort det rigtig godt i de økologisk sortsforsøg i 2025. Den kunne derfor være interessant som et alternativ til de dispenserede sorter. KWS har meldt ud at der er ubejdset konventionel såsæd til rådighed af denne sort.
Det kræver at du kan få dispensation til at bruge ubejdset konventionel såsæd. Det er lykkes nogen at få dispensation. Kontakt din konsulent, hvis du ønsker at søge.
Tabel 2. Resultater for sukkerroesorter til økologisk dyrkning fra Landsforsøgene 2025 og 2023-25. Kilde: Oversigt over Landsforsøgene 2025.

Tabel 3. Resultater for sukkerroesorter til økologisk dyrkning fra Landsforsøgene 2024 og 2022-24. Kilde: Oversigt over Landsforsøgene 2024.

