Varieret planteproduktion 2025
7. februar 2025Bioordningen for varieret planteproduktion giver tilskud til dyrkning af visse afgrøder – primært
afgrøder, der bruges til fødevarer og havefrøavl.
Af planteavlskonsulent Tina Hovmand
Formål med ordningen
Hensigten med ordningen er at få en større variation af afgrøder, samt at give ekstra støtte til
produktion af fødevarer og proteinafgrøder dyrket i Danmark.
Hvilke arealer kan indgå
Du kan søge tilskud via bioordningen, hvis du har tilskudsberettigede arealer, der modtager
grundbetaling. Du kan se listen med tilskudsberettigede afgrøder i bilag 1. Du skal have mindst 5 % af
dit omdriftsareal med en eller flere af de tilskudsberettigede afgrøder, for at kunne søge. Det behøver
ikke at være 5 % af den samme afgrøde.
Tilskudsbetingelser
Kravene til antal afgrødekategorier og maksimumstørrelser af afgrødekategorier skal opfyldes
mellem den 15. maj og den 25. juli. Afgrøden behøves ikke være på arealet i hele perioden, du må
gerne høste inden den 25. juli. Det samme gælder for den tilskudsberettigede afgrøde, den skal være
dyrket mellem den 15. maj og den 25. juli, men den må gerne høstes før den 25. juli.
Du kan opfylde kravet om 2, 3 eller 4 afgrødekategorier med alle typer omdriftsafgrøder. Også
omdriftsgræs og brak.
Du skal være opmærksom på, at fx vårbyg og vårbyg til helsæd er den samme afgrødekategori. Men
vårbyg og vinterbyg er forskellige afgrødekategorier.
Ordningen kan kombineres med grundbetaling, ø-støtte, økologisk arealstøtte, økologisk arealtilskud,
målrettet regulering og koblet støtte til stivelseskartofler.
Så meget får du i støtte
Der er afsat 116 mio. kr. til ordningen i 2025, og støttesatsen er som udgangspunkt 615 kr./ha. Det
svarer til, at der er støtte til godt 188.000 hektar. Hvis der bliver overansøgt på ordningen, vil alle
ansøgninger alligevel blive imødekommet. Der kan blive flyttet støtte fra andre bioordninger, som
ikke er overansøgt. Er der ikke overskud i andre bioordninger, vil støtten blive fordelt ved at alle
ansøgere får et mindre beløb. Ved underansøgning kan støttestasen hæves med op til 25 %, hvilket
var tilfældet i 2024.