Det helt rigtige tidspunkt for et gratis omlægningstjek til økologi er nu
10. oktober 2022Hos VKST opleves der en stor fremgang i økologisk dyrkning, og de seneste års arbejde med økologisk DBII Tjek har vist, at økologisk planteavl bestemt kan måle sig på økonomi med konventionel drift.
Efter en større omlægningsbølge er interessen for at lægge om til økologi dog moderat i øjeblikket.
-Men priserne for økologisk korn, raps og bælgsæd er meget høje i øjeblikket, og sammen med nye regler for import af nærringstoffer fra biogas og højere støtte for nyomlæggere ser vi rigtig gode muligheder for nye økologer i vores område.
Det siger økologikonsulent i VKST Darran Andrew Thomsen.
Han mener derfor, at alle konventionelle landbrugere, der går med overvejelser om økologisk dyrkning, skal få bestilt et gratis omlægningstjek nu, da tiden er helt perfekt for det, både hvad angår priser og nye regler.
Hvis du skal være klar til efter næste høst, så er det et godt tidspunkt lige nu
-En omlægning er en stor ting og kræver både overvejelser, planlægning og beregninger, så hvis du skal være klar til efter næste høst, så er det et godt tidspunkt nu, siger Darran Andrew Thomsen.
Gratis omlægningstjek til alle konventionelle landmænd
Hos VKST tilbydes der i samarbejde med Fonden for Økologisk Landbrug et gratis omlægningstjek til alle konventionelle landbrugere.
-Det er ganske uforpligtende og giver den enkelte landmand et bedre overblik over, hvad økologisk landbrug er for en størrelse, og hvad rejsen fra konventionel til økologisk producent kræver for lige præcis den bedrift, forklarer økologikonsulenten.
Omlægningstjekket tager udgangspunkt i den enkelte bedrift og de konkrete muligheder og ønsker til omlægning.
-Hvis landmanden ønsker at omlægge til økologisk produktion, sørger vi naturligvis for, at han/hun kommer bedst fra start og giver overblikket over regler og rutiner i den økologiske verden, og at der er dækket ind i forhold til hele virksomhedsdriften, siger Darran Andrew Thomsen.
Du kan læse mere om det gratis omlægningstjek her.
Nye ansigter hos økologerne i VKST
VKST har gennem de seneste år haft et stigende fokus på økologisk rådgivning og har de seneste måneder derfor også sat ekstra kræfter på holdet til at matche efterspørgslen.
Blandt andet er Carsten Hvelplund Jensen blevet ansat som økologikonsulent. Han er et kendt ansigt i økologirådgivningens verden både hos de økologiske landmænd og hos kollegerne i huset, og VKST forventer, at han sammen med de andre nye økologikonsulenter hurtigt får ordrebogen fyldt.
Carsten Hvelplund Jensen kommer senest fra en stilling som driftsleder og landbrugslærer på den selvejede institution Østagergård med økologisk og biodynamisk drift af 240 ha med brødkornsproduktion og stor angusbesætning.
Derudover har han også drevet egen gård i Dianalund på Vestsjælland og har tidligere erfaring som økologikonsulent i VKST-regi, da han var ansat i Økologisk Rådgivning i Jyderup fra 1997-2006.