Landmændene er i centrum for den grønne trepart
12. februar 2025De lokale trepartsrepræsentanter for landbruget er nu udpeget, og de står over for den store opgave at gøre trepartsaftalen til virkelighed. Men hvad betyder det for dig som landmand?
Landbrug & Fødevarer har udpeget de lokale repræsentanter med fokus på, at det er lokale folk, der sidder med ved bordet, når løsningerne skal findes. Det sikrer, at beslutningerne ikke træffes centralt i København, men i stedet af lokale landmænd og fagfolk, der har kendskab til lokalområderne.
I landboforeningen VKST har vi lokale trepartsrepræsentanter i Smålandsfarvandet, Kalundborg, Køge, Isefjord & Roskilde Fjord og Østersøen.
Læs mere om de lokale repræsentanter
Landmændene skal tage ansvar
Næstformand i landboforeningen VKST, Sara Jul Sørensen, fortæller om arbejdet med den lokale trepartsaftale:
– I starten vil især reduktion af kvælstof fylde meget i den lokale trepart. Samtidig skal vi sikre, at vi har en multifunktionel tilgang, så de samme arealer kan bruges til flere ting.
For eksempel kan etablering af minivådområder, reducere kvælstofudledningen og samtidig forbedre biodiversitet. Men Sara understreger vigtigheden i, at beslutningerne ikke skal træffes alt for hurtigt:
Landmændene skal selv melde ind, hvilke arealer de ønsker at omlægge eller tage ud af drift
– Det er vigtigt, at det sker på frivillig basis, og landmændene skal selv melde ind, hvilke arealer de ønsker at omlægge eller tage ud af drift.
Hun påpeger, at ingen udefrakommende kan bestemme over den enkelte landmands jord eller udpege arealerne for dem – heller ikke de lokale trepartsrepræsentanter. Samtidig advarer Sara om, at hvis landmændene ikke selv tager initiativet, kan de risikere, at beslutningerne senere hen vil blive truffet hen over hovedet på dem centralt af kommunen eller staten.
Så det er vigtigt, at landmændene tager ansvar og viser handling nu. Men Sara møder stadigvæk landmænd, som spørger hende, hvad de får ud af den lokale trepartsaftale.
– Jeg svarer altid, at det handler om vores ‘license to produce’ – altså retten til rent faktisk at kunne fortsætte med landbruget i fremtiden. Så det er vigtigt det her.
En kollektiv opgave
Sara kalder den lokale trepartsaftale en ”samfundskontrakt”:
Hvis vi skal tage ansvar for vores erhverv, er vi nødt til at være med
– Det er ikke nødvendigvis noget, vi synes er sjovt, men hvis vi skal tage ansvar for vores erhverv, er vi nødt til at være med. Det er også derfor, at vi i VKST sidder med ved bordet som lokale repræsentanter. For enten er man med, eller også står man uden for indflydelse. Det er vigtigt for os at være en aktiv del af løsningen, for opgaven forsvinder ikke.
VKST hjælper med rådgivning
VKST’s lokale repræsentanter står klar til at hjælpe, men beslutningerne ligger altså hos den enkelte landmand.
– Vi tager ud til kaffemøder, deltager i erfagrupper og snakker med vores medlemmer. Vi kan ikke fjerne trepartsaftalen, men vi kan guide landmændene i, hvordan de bedst navigerer i den, forklarer Sara.
Hun anerkender samtidig den frustration, som mange landmand oplever:
– Jeg forstår godt, at folk er frustrerede. Det er en stor opgave, og vi ved, at det bliver svært. Vi oplever især mange frustrationer på grund af tidspresset. Kommunerne skal have deres arealplaner klar i slutningen af 2025, og det skaber et enormt pres på landmændene. Derudover er der mange, der ikke føler sig informeret godt nok. Derfor bliver én af vores vigtige opgaver også at sikre, at der er tydelig og klar information til landmændene.
Tiden er knap – derfor skal vi handle nu
Sara advarer om konsekvenserne ved at forholde sig passivt:
Derfor er det nu, vi skal handle, for at undgå risikoen for fremtidige tvangsmæssige arealudpegninger
– Hvis for mange læner sig tilbage uden at gøre noget på frivillig basis, så risikerer vi senere, at alle bliver straffet kollektivt. Derfor er det nu, vi skal handle, for at undgå risikoen for fremtidige tvangsmæssige arealudpegninger.
Sara afslutter:
– Så lad os tage ansvar, tage fat og sammen forme fremtidens landbrug. I VKST vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe jer.