Undgå fejl og bøvl med sprøjten: Derfor er en vaske- og fyldeplads en god idé
20. april 2026Det er måske ikke det første, man bruger penge på. Men en vaske- og fyldeplads kan faktisk gøre en stor forskel i hverdagen: både når det gælder tid, gode rutiner og ro i maven over, at du kan dokumentere, at du overholder reglerne for håndtering af plantebeskyttelsesmidler.
Og der er flere gode grunde til at kigge den vej.
Bl.a. er Region Sjælland lige nu i gang med at undersøge mulige punktkildeforureninger på landbrugsejendomme i hele regionen. Det sætter ekstra fokus på, hvordan sprøjten bliver håndteret ved påfyldning og vask.
En vaske- og fyldeplads er en god måde at forebygge punktkildeforurening på, og gør det nemmere at leve op til reglerne, når det hele er samlet ét fast sted.
Fordelene ved en vaske- og fyldeplads
Når du arbejder med plantebeskyttelsesmidler, skal påfyldning og vask af sprøjten enten ske på en særlig indrettet vaske- og fyldeplads eller ude i marken, hvor midlerne lige er anvendt.
En fast vaskefyldeplads giver nogle klare fordele i hverdagen:
- Du sparer tid og får en mere systematisk rengøring
- Du arbejder under kontrollerede og mere sikre forhold
- Det er lettere at dokumentere, at reglerne er overholdt
- Du viser ansvarlighed over for miljø og omgivelser
- … og du kan samtidig bruge vaskepladsen til dine andre maskiner
En vaskefyldeplads er ikke et krav, men for mange giver den ro i maven. Du får en fast rutine og du ved, at du kan dokumentere, at du overholder lovgivningen.
Omvendt kan forkert håndtering af plantebeskyttelsesmidler ved påfyldning og vask føre til punktkildeforurening – og det kan i sidste ende få økonomiske konsekvenser for dig som landmand.
Det er netop det, som Region Sjælland har fokus på lige nu, hvor de undersøger landbrugsejendomme med risiko for punktkildeforurening. Så hvis du ikke allerede har haft besøg af regionen, kan det meget vel komme.
Læs mere om regionens undersøgelser i vores artikel her
Hvad kræver det?
En vaske- og fyldeplads fylder. For typisk vil mange gerne have den lang nok til, at både traktor og sprøjte kan være på pladsen på samme tid.
Samtidig skal pladsen indrettes, så vand og rester ikke løber ud i omgivelserne, men bliver samlet op via afløb, sandfang og olieudskiller og ledes til en opsamlingstank.
Prisen ligger typisk mellem 100.000 og 300.000 kr., afhængig af størrelse og indretning.
Derfor er det heller ikke alle, der har fået etableret en plads.
Men det er værd at overveje, for forkert håndtering ved påfyldning og vask kan få store økonomiske konsekvenser for dig. Derfor kan udgiften til en fast plads være godt givet ud.
Det kan være en idé at gå sammen med en eller flere naboer om at etablere og bruge pladsen, så I deler udgifterne.
Vi kan hjælpe med ansøgningen
Skal du etablere en vaske- og fyldeplads, er det vigtigt, at den lever op til kravene. Derfor kan det være en god idé at få rådgivning, så du får den lavet korrekt fra start.
Hos VKST kan vi hjælpe med at tegne løsningen og håndtere ansøgningen til kommunen, så du kommer godt i mål.
📞 Kontakt bygningskonsulent, Kenneth Poulsen, på tlf. 2492 1854 eller kepo@vkst.dk , hvis du vil høre mere.
