Årets problemukrudt: Tidsler og flyvehavre
14. august 2025Af Carsten Hvelplund Jensen, afdelingsleder VKST økologi
Hvis du er planteavler, så har du sikkert bemærket, at der er mange tidsler i kornmarkerne her til høst. Tidsler er irriterende, fordi de konkurrerer med afgrøden og giver en masse høstbesvær.
Værre er det andet ukrudtsproblem: Flyvehavre! Der er observeret usædvanligt meget flyvehavre i denne sæson. Enkelte marker er afpudset før høst, fordi bortlugning blev opgivet. Hvorfor ser vi pludselig denne opblomstring af flyvehavre? Vi tror, at den primære årsag skal findes i de milde vintre. Milde vintre medfører, at flyvehavre overvintrer i vintersæd. I vinterhvede er det muligt at se flyvehavren, så den kan bortluges, men i rug er det en anden sag. Her er det en helt umulig opgave at luge marken ren, og det betyder, at der sker en opformering, når vi dyrker rug. Der er ingen tvivl om, at flyvehavren er i rugmarkerne. Spørg bare Per, Ane og Maia, der har stået for årets kornsyn i de økologiske fremavlsmarker. Vi tror ikke, at man skal frygte at finde flyvehavre i såsæden, fordi planterne har tabt kernerne til høst. Men de bør give anledning til at tænke på sædskiftet, når man gerne vi dyrke korn.
Det, der bedst sanerer for flyvehavre, er flerårige kløvergræsmarker. Selvom flyvehavrekerner kan overleve i jorden i årevis, så vil der ske et betydeligt henfald af spiredygtige frø, hvis man ikke jordbehandler en periode. Jo længere den periode er, jo bedre.
Hvis man har marker, hvor der er et stort problem med flyvehavre, så er det rigtige at gøre at så kløvergræs her efter høst. Gør jorden sort, gerne uden at pløje, og så 2-3 kg rød- eller hvidkløver sammen med lidt rajgræs. Flyvehavren vil spire sammen med græs og kløver, men det afslås til foråret. Lad marken ligge med kløvergræs hele 2026 og foretag en forårspløjning i 2027, hvor der sås byg eller hvede, hvor flyvehavre et let at se. Metoden er samtidig et godt middel mod tidsler, hvis det også er et problem. En periode på 20 måneder med kløvergræs bør være nok til at få kontrol over et flyvehavreproblem. Hvis man har mulighed for at lade marken ligge med kløvergræs et ekstra år, så er effekten endnu bedre. Som sidegevinst får man samlet tilstrækkelig med kvælstof, så vårsæden efterfølgende er fuldgødet.
