Fremtidens landskaber med økologisk kløvergræs og biogas
23. september 2025Markvandring og workshop om økologisk kløvergræs til biogas – et tiltag, der reducerer kvælstofudledning, har grønne effekter og skaber robust økonomi.
Af økologikonsulent Ninna Rieper Boesen
Foto: Linda Rosager Duve, ICOEL
Ledreborg Slots kulturlandskab og Kongehallen i Sagnlandet Lejre danner onsdag den 29. oktober smukke og landbrugshistoriske rammer for en workshop om det økologiske landbrug i fremtidens danske landskaber. Workshoppen løber af stablen kl. 9.30-15.30 og er arrangeret af Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Dyrkning af kløvergræs til biogas er et værktøj for økologiske landmænd, som leverer reduktioner i kvælstofudvaskning i forhold til 1-årige afgrøder. Det er meget relevant i Den Grønne Trepart, og under markvandringen vil der blandt andet blive talt om placeringen af kløvergræsmarken i landskabet.
Økologisk kløvergræs har også en lang række andre fordele i økologiske sædskifter, der kan give positive aftryk på landbrugsdriftens økonomi og bidrag til samfundet. Innovationscenter for Økologisk Landbrug har samlet denne viden i en rapport, som bliver præsenteret og diskuteret på workshoppen.
Prisen for deltagelse i arrangementet er på 250 kr. og inkluderer morgenmad, frokost, kaffe, kage samt indgang til Sagnlandet Lejre.
Se program for dagen og tilmeld dig via dette link: Fremtidens landskaber med økologisk kløvergræs og biogas
