Her er din guide til en vellykket vinterraps
11. juni 2025Af økologikonsulent Ninna R. Boesen
Sortsvalg, etablering, ukrudtstryk og forfrugt er vigtige parametre for en vellykket vinterraps. Læs om årets udbudte sorter her.

På billedet ovenfor ses Hostine sået først i august, forfrugt kløvegræs og tildelt 65 ton biogasgylle i efteråret. Den stod meget kraftig i efteråret og frøs tilbage over vinteren. Billedet er taget den 5. marts.
To nye, lovende vinterrapssorter
Fra i år udbyder KWS selv deres sorter, og de har en ny hybrid klar til økologerne. Hemma har vist høje udbytter i både 2023 og 2024 og skulle have en kraftig vækst i efteråret, ligesom de to andre hybrider – Pirol og Hostine.
Hostine har vist en tendens til at udvintre, hvis den bliver for kraftig i efteråret. Dette er endnu ikke observeret i Pirol, men den har vi også kun haft til rådighed i denne sæson.
Der er også en ny linjesort i udbud i år fra Hornsyld. Bachus viser fine udbyttetal i 2023 og 2024. Anton er en velkendt linjesort og gør det stadig godt ude i markerne.
Tabel 1. Tabellen viser de udbudte vinterrapssorter for dyrkningssæsonen 25/26, samt forsøgsresultater. Bemærk at resultaterne for Hostine er fra 2020 og resultaterne for de andre sorter er fra 2024 (kilde: sortinfo.dk)
| Sort | Type | Forhandler | Udbytte | Afgrødehøjde ved høst | ||
| Fht. | kg | olie% af ts | cm | |||
| Hostine** | Hybrid | DLG | 95 | 5.198 | 50,2 | 125 |
| Anton* | Linje | Danish Agro, Hornsyld | 96 | 4.657 | 51,4 | 156 |
| Bachus* | Linje | Hornsyld | 103 | 4.987 | 51,6 | 153 |
| Pirol* | Hybrid | Hornsyld | 90 | 4.350 | 51,7 | 152 |
| Hemma* | Hybrid | KWS | 106 | 5.142 | 50,8 | 146 |
* Forsøgsdata fra konventionelle Landsforsøg 2024
**Forsøgsdata fra Lovbestemt værdiafprøvning 2020
Anbefalinger til udsædsmængde i vinterraps
Anbefalet plantetal/m2 (linjesort) og unit/ha (hybridraps) i vinterraps ved forskellige rækkeafstand.
| Rækkeafstand | Linjesort | Hybridsort | |
| Planter/m2 | Planter/m2 | Unit/ha | |
| 12,5 cm (bredsået) | 60-70 | 40-60 | 0,27-0,4 |
| 50 cm (radrensning) | 40-50 | 30-40 | 0,2-0,27 |
Anbefalingerne svarer typisk til 2-4 kg/ha, MEN husk at korrigere efter tusindkornsvægt (linjesort) eller kg pr. unit (hybrid). En unit for hybridraps svarer til 1.500.000 spiredygtige frø/ha. Du beregner udsædsmængden via følgende formler:
Linjesorter:
𝑼𝒅𝒔æ𝒅𝒔𝒎æ𝒏𝒈𝒅𝒆 𝒌𝒈/𝒉𝒂 = (𝑻𝑲𝑽 𝒙 𝒑𝒍𝒂𝒏𝒕𝒆𝒕𝒂𝒍/𝒎2) / 𝑴𝒂𝒓𝒌𝒔𝒑𝒊𝒓𝒆𝒑𝒓𝒐𝒄𝒆𝒏𝒕
Hybridsorter:
𝑼𝒅𝒔æ𝒅𝒔𝒎æ𝒏𝒈𝒅𝒆 𝒌𝒈/𝒉𝒂 = 𝒌𝒈/𝒖𝒏𝒊𝒕 𝒙 𝒖𝒏𝒊𝒕/𝒉𝒂
Etableringen betyder alt
En omfattende dataindsamling af danske økologiske rapsmarker i 2019 viste, at de mest betydende faktorer for et godt rapsudbytte er
- God forfrugt
- Lavt ukrudtstryk
- God etablering med en ensartet plantebestand
Overraskende nok er det ikke såtidspunktet, som er afgørende for et godt udbytte. Det er vigtigere at prioritere et ensartet, fugtigt såbed. Det er stadig anbefalingen at så i starten af august, men gå ikke på kompromis med såbedet.
Kløvergræs er en god forfrugt til vinterraps. I tørre år, kan det dog gå ud over etableringen, da såbedet er mere tørt efter kløvergræs.
Er ukrudtstrykket højt i marken – især med agerkål/sennep – så skal du gøre noget ved det. Radrensning i efteråret er et effektivt middel.
Husk grøngødningen
Vi har i en del år nu haft succes med at så kløver og lucerne ud sammen med vinterrapsen i efteråret. Ud over en god forfrugtsværdi så giver kløveren konkurrence til ukrudtet lige efter høst, holder jorden grøn og sikrer, at spildfrø går til.
Forfrugten bestemmer gødningsstrategien
Er forfrugten kløvergræs, så har du mulighed for at tildele hele gødningsmængden (100 kg udn. N/ha) i efteråret.
Fordelen er, at du undgår at skulle køre i rapsen i foråret, hvor jorden ofte er for våd, og der laves voldsomme spor i marken. I meget våde år, kan du blive tvunget til helt at droppe gødskningen i foråret.
En ulempe ved den strategi er, at rapsen når at blive for stor inden vinter med risiko for tilbagefrysning og i værste fald udvintring.
Er forfrugten korn, så skal du splitte gødskningen, så der gives 80-100 kg udn. N/ha i efteråret og 50-100 kg udn. N/ha i foråret.
