Tørkeindekset stiger – drop såning af kløvergræsudlæg i den kommende tid
15. maj 2025Af økologikonsulent Emma Skov
Kløvergræsudlæg kan etableres enten i foråret eller efter høst, og det kan sås i renbestand eller undersået i en hovedafgrøde. Etableres det i foråret, kan det sås sammen med eller lige efter hovedafgrøden, eller det kan etableres efter endt ukrudtsbekæmpelse. Mange økologer vælger at udskyde etableringen af udlægget for at have mulighed for at strigle.
Her i midt maj er der derfor nogle kornmarker (dem, der er sået i sidste halvdel af april), hvor det planlagte udlæg ikke er sået endnu. Disse marker er typisk blevet blindstriglet og striglet én gang efter fremspiring, og planen er at så udlæg inden for den kommende uge. Men anbefalingen herfra er at lade frøet blive i posen. Det er simpelthen for tørt derude.
Tørkeindekset ligger lige nu på 7 for Danmark som helhed, og DMIs månedsprognose peger på, at det kan komme op på 9 i slutningen af maj. Resten af uge 20 og uge 21 forventes tørt og solrigt vejr, og under disse forhold kan det tage udlægget op til 3 uger om at spire. Til den tid vil hovedafgrøden dække så godt, at udlægget vil have svære betingelser, og det dyre frø risikeres spildt. Hvis et udlæg er nødvendigt som pligtig efterafgrøde eller for at overholde sædskiftekravet om 50 % kulstoflagrende planter, så anbefaler vi at bruge noget billigt græsfrø.
Hyppigheden af forårstørke forventes at stige i årene fremover, og måske skal vi helt væk fra at så udlæg i det sene forår. Udelukkes denne mulighed, er der følgende andre muligheder:
Forår:
– udlæg sået samtidig med eller lige efter såning af vårsæd
– udlæg sået tidlig forår i vintersæd
Efterår:
– udlæg i renbestand (senest slut august)
– udlæg i vintersæd
Hvilken udlægsstrategi, der egner sig på den enkelte bedrift, afhænger af det øvrige sædskifte. Tag fat i din økologikonsulent, hvis du har brug for at vende din udlægsstrategi og høre mere om fordele og ulemper ved de forskellige metoder.
