Vintersæd: Såtid og udsædsmængde er afgørende
17. september 2025Læs her; vores anbefalinger til såtid og udsædsmængder for økologisk dyrket vintersæd samt vinterhestebønner.
Af økologikonsulent Ninna Rieper Boesen
Såtid: Vigtigste værktøj imod ukrudt i vintersæden
Mange års erfaringer viser, at vinterhvede skal sås i første halvdel af oktober og rug i sidste halvdel af september til første halvdel af oktober. Det sikrer mindst ukrudtsfremspiring. Udbyttenedgangen ved den senere såning opvejes af markant mindre ukrudt.
Hybridrug skal sås i september og gerne midt september, for at få fordel af hybrideffekten. Vi ser, at hybridsorterne ikke bliver til nok, hvis de sås i oktober. Har du et højt ukrudtstryk på marken, så anbefales linjerug og såning omkring første oktober.
I år er der kommet en ny sygdom i vinterhvede – ’crazy top’. Det bedste værn med denne er såning af vinterhvede i start oktober.
Vinterbyg er ikke en stor økologisk afgrøde, men flere begynder at prøve kræfter med den. Den skal sås tidligere end anden vintersæd – 10-25. september. Derfor kan en strategi med falsk såbed forud for såning give mening her. Vinterbyg skal helst dyrkes på fhv. rene arealer.
Vinterbyg er den vintersæd, som optager mest kvælstof i efteråret og skal derfor have en god forfrugt som bælgsæd eller kløvergræs. Den skal have 50 % af dens kvælstofbehov, så snart væksten begynder efter vinter. Du skal derfor kunne køre med gyllevognen i det tidlige forår.
Triticale vinder igen frem hos flere avlere. Her er anbefalingerne de samme som for linjerug.
Der er nogle enkelte, der dyrker vinterhestebønne. Derfor er der i tabellerne nedenfor også inkluderet udsædsmængde- og såtidsanbefalinger for denne afgrøde. Det er vigtigt, at vinterhestebønne ikke sås for tidligt, da de kan udvintre, hvis planterne er for store. Vinterhestebønne bør kun dyrkes på milde lokaliteter.
Udsædsmængde: Det er her du sikrer konkurrenceevnen
Nøglen til en vellykket økologisk vintersæd er bl.a. den rette udsædsmængde. For at få det rigtige plantetal i linjesorter er det nødvendigt at kende Tusind-Korns-Vægten (TKV) og bruge den.
Hybridsorter forhandles i units, der står for antallet af spiredygtige kerner. 1 unit hybridrug = 1 million spiredygtige kerner.
I tabellerne nedenfor finder du vores anbefalinger for udsædsmængder.
Beregning af udsædsmængde, kg/ha

* Total vægt står på såsædssækken. 1 big bag indeholder 12 unit.
Øg udsædsmængden med 10 % ved følgende forudsætninger:
- Såbedet ikke er optimalt
- Ukrudtstrykket er højt
- Der skal etableres grøngødning til foråret
Markspiringsprocent
I et godt såbed kan du forvente en spiringsprocent på helt op til 95 %, hvis såsæden er i orden. Viser såsædsanalysen en spiring på 95 %, og du forventer 95 % spiring i marken, vil den aktuelle markspiringsprocent ligge på ca. 90 % (95×95/100 = 90).
| Økologisk vintersæd udsædsmængde | ||||||
| Sådato | Vinterhvede Pl/m² | Hybrid-rug Unit/ha | Linjerug Pl/m² | |||
| mild* | kold** | mild* | kold** | mild* | kold** | |
| 16. sept. | – | – | 1,4 | 1,6 | 250 | 275 |
| 21. sept. | – | – | 1,6 | 1,8 | 275 | 300 |
| 26. sept. | – | 425 | 1,8 | 2,0 | 300 | 325 |
| 1. okt. | 400 | 450 | 2,0 | 2,2 | 325 | 350 |
| 4. okt. | 425 | 475 | 2,2 | 2,4 | 350 | 375 |
| 8. okt. | 450 | 500 | 2,4 | – | 375 | 400 |
| 12. okt. | 450 | 500 | – | – | 400 | 425 |
| 16. okt. | 450 | 500 | – | – | 425 | – |
| 20. okt. | 500 | 500 | – | – | – | – |
| 24. okt. | 500 | 500 | – | – | – | – |
| 28. okt. | 500 | – | – | – | – | – |
| 1. nov. | 500 | – | – | – | – | – |
*Mild lokaliteter: F.eks. Falster, Lolland eller kystnært områder på Sjælland.
** Kolde lokaliteter: F.eks. Midtsjælland, Nordsjælland og Odsherred.
| Økologisk vintersæd udsædsmængde | ||||||
| Sådato | Vinterbyg Pl/m² | Triticale Pl/m² | Vinterhestebønne Pl/m² | |||
| mild* | kold** | mild* | kold** | mild* | kold** | |
| 10. sept. | 300 | 325 | – | – | – | – |
| 16. sept. | 325 | 350 | 250 | 275 | – | – |
| 21. sept. | 350 | 400 | 275 | 300 | – | – |
| 26. sept. | 400 | – | 300 | 325 | – | – |
| 1. okt. | – | – | 325 | 350 | – | – |
| 4. okt. | – | – | 350 | 375 | – | – |
| 8. okt. | – | – | 375 | 400 | – | – |
| 12. okt. | – | – | 400 | 425 | – | – |
| 16. okt. | – | – | 425 | 450 | – | – |
| 20. okt. | – | – | 450 | 450 | – | – |
| 24. okt. | – | – | 450 | – | 50 | – |
| 28. okt. | – | – | – | – | 50 | – |
| 1. nov. | – | – | – | – | 55 | – |
| 5. nov. | – | – | – | – | 60 | – |
| 10. nov. | – | – | – | – | 60 | – |
*Mild lokaliteter: F.eks. Falster, Lolland eller kystnært områder på Sjælland.
** Kolde lokaliteter: F.eks. Midtsjælland, Nordsjælland og Odsherred.
